HØRSHOLM APOTEK
 
Huden i sneen

 


Pas på huden i skiferien

Efter en lang og kold periode er det et lyspunkt at tage af sted på ski og nyde at være ude i naturen. Men især på skiferien er der god grund til at passe på huden.

Om vinteren mister luften omkring os noget af sit vandindhold, og det gælder også hudens indhold af fugt. Når luften er tør, bliver huden også mere tør og sprækker lettere end ellers. Huden virker normalt som en barriere, der holder på kroppens indhold af vand og beskytter mod bakterieinfektioner. Den tørre hud, der er begyndt at revne og sprække, giver ikke den samme beskyttelse, og derfor er det vigtigt at pleje den tørre hud og forebygge, at vores bedste barriere mod væsketab og infektioner går i stykker.

En god måde at forebygge tør hud på er hver dag at smøre sig ind i en fed creme. Der findes forskellige produkter, der giver huden både fedt og fugtighed, og på den måde hjælper huden til at beholde sin smidighed og modstandskraft.

Huden i frostvejr

Når der er frost i luften, er det vigtigt at beskytte huden ekstra godt. Er det blæsevejr, vil temperaturen på huden være lavere, end når det er vindstille. Fryser det i vindstille 5 grader, vil det allerede ved let vind svare til en temperatur på huden på -13 grader, og blæser der en frisk vind, vil temperaturen svare til -21 grader.

Det vigtigste er, at huden får tilført en tilstrækkelig mængde fedtstof, der hjælper huden til at undgå udtørring. Det er dog ikke nødvendigt at bruge en vandfri creme. Smøres cremen ind ca. 1/2 time, inden man går ud, har den haft god tid til at trænge ind i huden. Der findes cremer, der tillader huden at ånde og ikke lægger en barriere oven på huden.

Huden og solen

På skiferien er huden udsat for både frost og stærk sol. I den tynde luft i bjergene er der mindre beskyttelse mod solen end normalt, og når der er faldet sne, reflekteres en stor del af sollyset af sneen, så man er udsat for mange gange den bestråling, man er vant til. Når man tager på skiferie, har huden ofte været uden sol i flere måneder og er derfor meget sart og bliver let rød.

For at beskytte den sarte vinterhud er det vigtigt, inden man går ud, at smøre sig ind i en solcreme med en høj faktor. Hvis man skal være ude i mange timer, skal de fleste danskere bruge minimum en faktor 15 solcreme for at have tilstrækkelig god beskyttelse. Det er vigtigt også at beskytte læber og ører og eventuelt gå med solbriller for at beskytte øjnene mod det skarpe lys. Læber og ører kan smøres med en solstift, der er let at have med i lommen, hvis man skulle få brug for en ekstra indsmøring. De fleste solcremer, der kan købes i dag, indeholder både en beskyttelse mod solens UVA og UVB stråler, der begge er skadelige i for store mængder.

Selv når det er overskyet, vil mange af solens ultraviolette stråler trænge gennem skylaget og reflekteres af sneen. Det betyder, at man godt kan blive solskoldet i gråvejr, og derfor er det en god idé altid at smøre sig ind i solcreme uanset vejrudsigten.

Skulle uheldet være ude, og er man alligevel blevet skoldet, kan man få en zinkpasta, der er helt uigennemtrængelig for solen, til at smøre på fx. næsen. I dag kan man få zinkpastaen med farver, og det ser festligt ud med de mange farvede skiløbernæser. I de værste tilfælde af solskoldning må man blive inden døre, til den værste hudskade er overstået. Men hvorfor gå glip af flere gode skiferiedage på grund af en solskoldning?

Hvad skal jeg ellers huske på skiferien?

På skiferien bliver også fødderne udsat for en hård belastning. Skistøvlerne er måske nye eller lånte, og fødderne er lukket inde i dem det meste af dagen. Den bedste måde at forebygge vabler er ved at holde huden ren og tør. Man kan bruge fodpudder for at holde fødderne tørre. Er man alligevel tæt på at få et gnavsår eller en vabel, kan man bruge et stykke plaster, for eksempel Micropore, Leukoplast eller sportstape for at beskytte det udsatte sted.

Er vablerne først opstået, findes der plastre, der er lavet decideret til at trykaflaste og virke som et lag ekstra hud, for eksempel Compeed eller Hansaplast. Disse plastre skal, når de er blevet sat på vablen, blive siddende, til de falder af af sig selv. Prøver man at tage plastrene af for tidligt, risikerer man at rive hele vablen af og få et åbent sår.

Huskeliste til skiferien

 
 Solcreme med høj faktor (faktor 15 eller mere)
 
 
 Solstift til næse, læber og ører
 
 
 Solbriller
 
 
 Zinkpasta til yderligere beskyttelse af næsen
 
 
 Fed creme, der tillader, at huden ånder
 
 
 Fodpudder
 
 
 Compeed eller Hansaplast Vabel til vabler og gnavsår
 
 
 Plaster i rulle (fx. micropore) til forebyggelse af vabler på hænder og fødder
 
 
 Klorhexidin til desinfektion af småsår
 
 

Kilde: Farmaceut Maiken Juul Jensen, Helse nr. 2, 2001